-
22-årig mand er sigtet for vanvidskørsel i København
来源: BDK Borsnyt / 01 2月 2025 23:30:21 America/New_York
En 22-årig mand er natten til søndag blevet sigtet for overtrædelse af færdselsloven, efter at han kørte mindst 139 kilometer i timen i en 60-kilometers-zone i København. Det oplyser Anders Frederiksen, som er vagtchef ved Københavns Politi. Hændelsen fandt sted kort efter midnat nær en tilkørsel til Helsingørmotorvejen. Her opdagede en af politiets færdselsvogne den 22-årige bilist, der bevægede sig med en bemærkelsesværdigt høj hastighed. - De lavede så en måling, og på baggrund af det kunne de fastslå hastigheden. Man trækker lidt fra for at være sikker, så det var minimum 139 kilometer i timen, siger Anders Frederiksen. Vagtchefen beskriver det som en "voldsom" overskridelse af fartgrænsen. - Det er over den dobbelte hastighed i forhold til det tilladte. Når det er en 60 kilometers zone, er det fordi, at det er det, man har vurderet, at hastigheden skal være, siger han. - Så når man overskrider den med så stor en procentdel, siger det sig selv, at det ikke er særligt hensigtsmæssigt. Der er ifølge vagtchefen ikke noget, der tyder på, at den 22-årige mand skal have været påvirket af alkohol eller stoffer. I et opslag på X fra Københavns Politi fremgår det, at bilen er blevet beslaglagt. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/22-aarig-mand-er-sigtet-for-vanvidskoersel-i-koebenhavn